Idræt skal stilles lige

Af Morten Klitgaard, Jonna Præst og Tonny Jensen, Nytgribskov

Vi vil så gerne understøtte alle vores idrætsforeninger/klubber i Gribskov her i denne svære Corona tid. Derfor er det også ærgerligt at læse at rideklubberne i Gribskov føler, at vi politisk har sagt nej til at støtte dem.

Rideklubberne har spurgt til ekstra lokalestøtte, da der var ubrugte midler. Det er en sympatisk forespørgelse i en svær tid.

Politisk er det dog vores klare overbevisning, at hvis der fastlægges en pulje til netop klubber i forbindelse med Corona skal det være lige for alle idrætsforeninger og klubber at søge.

Vi vil naturligvis tage rideklubbernes input med til økonomiudvalget, med ønsket om en pulje hvor alle idrætsforeninger/klubber kan søge på lige fod i forbindelse med de manglende indtægter man måtte have i forbindelse med Corona.

For os handler det ikke om et fravalg af rideklubberne men om et tilvalg af alle idrætsforeninger/klubber der har svære kår i disse Corona tider.

Morten Klitgaard, Jonna Præst og Tonny Jensen

Nytgribskovs medlemmer i Børn, Idræt og Familie-Udvalget