V: Sammen kan vi alt

På trods af alle de udfordringer vi har haft på landsplan, ser jeg optimistisk på fremtiden - når der 16. november er kommunal- og regionsvalg, sagde bestyrelsesformand i Gribskov Venstre, Christina Lund, i beretningen til generalforsamlingen onsdag aften.

Vi kan meget alene, men sammen kan vi alt. Vi har en masse gode kræfter blandt vores medlemmer, vi kan trække på, tilføjede formanden, der opfordrede alle der ønsker bidrage – stort som småt –til at medvirke aktivt.

Gribskov har brug for en liberal borgmester, en liberal politik og en økonomisk ansvarlighed. Skal Venstre have den ønskede indflydelse til kommunalvalget, får vi brug for al den hjælp, vi kan få, betonede hun.

Vi står over for udfordringer, som vi ikke tidligere har oplevet på samme måde. Det bliver et kommunal- og regionsvalg, der i hvert fald indtil videre markedsføres ved helt nye metoder, da vi ikke kan holde medlemsmøder, debatmøder samt uddele valgmateriale på samme måde.


Vi kommer til at føre en valgkampagne, som skal få os til at tænke anderledes og innovativt, som vi ikke har gjort tidligere.


Gribskov Venstre har valgt byrådsmedlem Bent Hansen som borgmesterkandidat. De øvrige kandidater ventes placeret på listen ved et opstillingsmøde, der foreløbig er planlagt til maj.